onsdag den 30. december 2009

Vredens druer af John Steinbeck

Den aktuelle økonomiske krise, der rammer familier rundt omkring i verden hårdt, betyder at denne fremragende klassiker er sørgelig aktuel. For godt nok handler den om den økonomiske depression i 1930erne, men parallellerne til nutiden er tydelig.

Historien handler om Tom Joad, en ung mand der er løsladt fra fængsel. Han vender hjem til sin familie i Oklahoma. Familien drives desværre fra deres forgældede gård. Reklamer der lover velstand sender dem til Californien. Men utallige familier i samme situation betyder, at det næsten er umuligt at få arbejde. Det der skaffes er desuden underbetalt og ydmygende. Tom Joads kamp for familiens overlevelse får til sidst fatale følger

Steinbecks kritik af det amerikanske samfund og den økonomiske liberalisme er klar bogen igennem. På grund af forfatterens store menneskelige indsigt føler man virkelig med familien (Læs: ”de fattige”) i deres sociale deroute.

Tempomæssigt kan det indimellem mærkes at bogen er fra 1939, men sproget er stadigvæk frisk og bogens sluges hurtigt. Efter endt læsning er man overbevist om, at dette er en af de største amerikanske klassikere fra det 20. århundrede.

Thomas W. Jensen
Bibliotekar

mandag den 23. november 2009

Melankolsk, men smuk!



I Benn Q Holms nye roman: Den gamle verden er den 41 årige fallerede forsanger Dean Cox i det tidligere så glamourøse band The Spell på solonedtur gennem Europa med dæmoner i flasken og halvtomme arrangementer på snuskede småklubber i kalenderen. Samtidig er Ashlyn Tadder - den 25 årige søde amerikanske advokat (og fars pige) - på blandet dannelsesrejse i Europa, før hun skal indtræde i familiefirmaet. For læseren er det bare et spørgsmål om, hvornår de får det afgørende møde i hotellets dobbeltseng (kan næsten ikke vente) og det sker selvfølgeligt!
Forfatteren er glimrende til at give en fin stemning til såvel det midteuropæiske miljø som til de to hovedpersoner – og de fremtræder både troværdige og lyslevende – og egentlig også som personer som man kommer til at synes ret godt om.

Samtidig med at Den gamle verden er en ret traditionel historie om den lidt ældre mand, der møder den unge pige, så bliver romanen heldigvis også et møde mellem de meget forskellige familiehistorier som de bærer med sig og som giver en god ramme til fortællingen. Og den ender ikke nær så banalt som man kunne frygte. Det er ikke Holms bedste roman men den er absolut læseværdig!
Jørn Lybech
Bibliotekar

fredag den 21. august 2009

På ravnens vinger

Martin Jensen er en dreven fortæller, som med sin ”Eske Litle-serie”, ”Frit gennem Jylland” og ”Soldaterhoren” har holdt en høj standard indenfor den historiske genre. Nu har han begået en fabelagtig velskrevet historie - Ravneflugt - om drengen Skramme som får spydnavnet Hrafn, og som senere kommer til at tjene både Frankerlandets og Thüringens konger i årene 528-537.

Historien tager sig udgangspunkt i kongsgården ved Lejre, som bliver erobret af svenskerkongen ved lusk og forræderi. Hrafn stikker sammen med en flok halvvoksne knægte, der var under optræning til spydkæmpere, af mod syd for at undgå at falde i svenskernes hænder.

På vejen gennem Sydsjælland og ned over øerne må de kæmpe sig frem med sværd i hånd, og når slutteligen frem til det nordtyske område, hvor de melder sig i den thüringske konge sold. Bogen er fyldt med drabelig slag, voldsomme kampscener og barske voldtægter af de forsvarsløse kvinder. I det hele taget fylder kvinderne er del i historien. Deres skæbne er ikke altid lige munter.

Hrafn og hans krigskammerater ender som store krigere med jord og magt. Hele tiden ligger det dog i kortene, at han skal hjem for at tage kampen op med de svenske misdædere i det danske rige. Samtidig er Ravneflugt også en skildring af det begyndende skisma mellem de nordiske guder, hvor Hrafn sværger til Odin, mens den kristne blide gud vinder indpas i det tyske.

Bogen er en rigtig god og spændende røverhistorie. Forfatteren har gjort hvad han kan for at gøre den så realistisk som muligt, og det er lykkes over al forventning. Slug den! Det gjorde jeg.

Jørn Lybech, Bibliotekar

mandag den 17. august 2009

Offer af S. J. Bolton

Tora Hamilton er læge, nygift og netop flyttet til de afsidesliggende Shetlandsøer. En blæsende og regnfuld eftermiddag gør hun et frygteligt fund. Liget af en ung kvinde er blevet begravet på Toras mark. Kvindens bryst er blevet åbnet og hjertet brutalt fjernet....

Så er rammen sat for en rigtig spændende krimi, hvor ingen er til at stole på!

Jeg læser ikke forfærdelige mange krimier, og hvis jeg gør, så er det ikke nogle bestemte genre eller typer jeg foretrækker. Jeg vil underholdes og have et plot der ikke lige lader sig gennemskue efter de første par sider. Og det fik jeg med denne krimi.

Sproget er let og og man sættes ikke bag om dansen med uforklarlige hændelser eller begreber. Og så passer hovedepersonen, Tora, lige til mit temperament: Hun er ikke superkvinde, men har stadig ben i næsen til, at hun ikke vil finde sig at blive afvist som et forvirrede kvindemenneske.

Både mænd og kvinder kan læse denne krimi, og jeg vil varmt anbefale den til alle med hang til spænding og gode plots!

Ditte Rasmussen, bibliotekar

tirsdag den 11. august 2009

De (alt for) velvillige!

Efter at have tygget mig igennem godt 900 siders helvede, sidder jeg fuldstændig tom tilbage. De velvillige malker al energi ud af kroppen, og efterlader én med flere spørgsmål end svar.

Historien er i al sin enkelhed (!) historien om 2. Verdenskrig oplevet gennem SS-officer Max Aues blå, blå øjne. Han er Obersturmbahnführer, og som uddannet jurist får han til opgave at afgive meldinger om og forslag til forbedringer af den såkaldte Einsatz forskellige steder i Østeuropa og Rusland. Einsatz-grupperne havde til opgave at indfange og henrette jøder, handicappede, sigøjnere og i sidste ende vel også den lokale befolkning.

Det gør de med stor entusiasme, uden dog at være alt for effektive i starten. Det viste sig nemlig, at bortskaffelsen af så store befolkningsgrupper gav anledning til mange problemer. Først et stykke inde i 1942 havde blandt andet Eichmann (ham der senere blev fanget i Argentina og hængt i Israel) udviklet en metode, som sikrede størst mulig effektivitet og besparende foranstaltninger, nemlig Auschwitz og de andre dødslejre.

Historien er fortalt efter krigen, da Aue sidder i et eksil i Frankrig, hvor han slår sig ned efter krigens kaos. Hans erindringers detaljerede og grusomme skildringer er der absolut intet angrende over. Snarere mener Aue blot, at han dels har gjort sin pligt og fulgte ordrer (han er overbevist nationalsocialist og det var altid deres ”undskyldning”), og dels at han blot var uheldig med, at han blev udvalgt til at overvære bestialiteten. For som han sluttelig siger: "Hvis I er født i et land eller i en tid, hvor ikke alene ingen kommer og dræber jeres kone, jeres børn, men hvor ingen heller beder jer om at dræbe andres koner og børn, så pris Gud og gå i fred. Men hold jer altid dette for øje: Måske I er heldigere end jeg, men I er ikke bedre"

Det er et makabert udsagn og måske har han ret!

Jørn Lybech, Bibliotekar

Lån bogen på Holstebro Bibliotekerne >>

tirsdag den 7. juli 2009

Dødspagten

Der har tidligere været anmeldt en roman af Jean-Christophe Grangé, her på B(l)ogsnak, men det skal ikke stoppe mig i at skrive om den nyeste af hans romaner: Dødspagten.

Mathieu Durey ved kriminalpolitiet i Paris undersøger, hvorfor hans kollega og bedste ven Luc har forsøgt at begå selvmord. Det viser sig, at han i al hemmelighed efterforskede en række mordsager rundt omkring i Europa, der knyttes sammen af en satanistisk symbolik. Mathieu overtager mordsagerne, men hvem er det, han jager??

Jeg har nu læst alle Jean-Christophe Grangés oversatte bøger, og ved fra pålidelig kilde af, at der kommer endnu en på dansk en gang til efteråret. Jeg glæder mig allerede som et lille barn, for han har en helt speciel måde at skrive på, synes jeg. Og jeg er vild med hans bøger!

For det første er det altid nogle særprægede og vanvittige plots, som ofte tager udgangspunkt i noget overnaturligt. For det andet, har han en måde at skrive på, der gør, at man bliver ved med at læse, selv om man synes, der er langt i mellem de spændende afsnit. Sådan havde jeg det, da jeg begyndte på Dødspagten, men inden jeg fik set mig om, så var jeg over halvvejs med bogen, og måtte bare vide, hvad der skete og hvem hovedpersonen jager - for Grangé har det med at have de underfundigste slutninger på sine romaner, hvilket bare gør bøgerne endnu bedre!!

Hvis man vil starte et sted i Grangés forfatterskab, kan Dødspagten være et godt sted at starte. Ellers kan man begynde et vilkårligt sted, da hans bøger er selvstændige historier med selvstændige hovedepersoner.

Ditte Rasmussen, bibliotekar

mandag den 11. maj 2009

Den hvide/sorte mands byrde

Thomas og Cathrine er taget på ferie på en unavngiven tropeø i Caribien for at finde hinanden igen. Den etårige datter er med, mens sønnen Adam på 13 er blevet hjemme, fordi han hellere vil synge i kor med bedsteveninden.

Strandene er skønne, udsigten fra den lejede villa fantastisk, men lokalbefolkningen er knap så venlige, som parret kunne ønske sig. Idyllen i ægteskabet er svindende og egentlig ret uigennemskuelig. Hvad er der galt med kærligheden, og hvorfor går de ved siden af hinanden i stedet for at gå sammen?

Thomas opdager kort inde i opholdet en sort strandgæst som iagttager og filmer Cathrine, mens hun ammer, og han bliver rasende. Det udvikler sig sært uheldsvanger, og man fornemmer et truende sammenbrud forude. Da de senere kommer hjem til villaen, er Cathrines kommentar: »Det var da godt, der endelig skete noget«, hvortil han svarer: »Nu behøver der ikke ske mere«. Men det gør der, og efter et tåbeligt, misforstået og egentlig ret banalt mord skifter romanfokus helt fra parret til den myrdede sorte mand ”White Man”, som han kaldes på øen. ”White Man” er præsidentens søn, og det er ikke godt! Senere igen skifter fokus elegant videre til ”White Mans” engelske, hvide og lidt ældre elskerinde.

"White Man" er en flot roman, hvor den store og lille historie på fremragende vis griber ind i hinanden. Den tragiske skæbne, der rammer ”White Man” er både en følge af den historiske og politiske udvikling og et resultat af uheldige tilfældigheder, sat i gang af turister som intet forstår. Instruktøren (det fornægter sig ikke) Sara Johnsen er imponerende stilsikker i sin romandebut! Der er vidvinkel for alle pengene! Smukt!

Anmeldt af Jørn Lybech, bibliotekar