Der har tidligere været anmeldt en roman af Jean-Christophe Grangé, her på B(l)ogsnak, men det skal ikke stoppe mig i at skrive om den nyeste af hans romaner: Dødspagten.Mathieu Durey ved kriminalpolitiet i Paris undersøger, hvorfor hans kollega og bedste ven Luc har forsøgt at begå selvmord. Det viser sig, at han i al hemmelighed efterforskede en række mordsager rundt omkring i Europa, der knyttes sammen af en satanistisk symbolik. Mathieu overtager mordsagerne, men hvem er det, han jager??
Jeg har nu læst alle Jean-Christophe Grangés oversatte bøger, og ved fra pålidelig kilde af, at der kommer endnu en på dansk en gang til efteråret. Jeg glæder mig allerede som et lille barn, for han har en helt speciel måde at skrive på, synes jeg. Og jeg er vild med hans bøger!
For det første er det altid nogle særprægede og vanvittige plots, som ofte tager udgangspunkt i noget overnaturligt. For det andet, har han en måde at skrive på, der gør, at man bliver ved med at læse, selv om man synes, der er langt i mellem de spændende afsnit. Sådan havde jeg det, da jeg begyndte på Dødspagten, men inden jeg fik set mig om, så var jeg over halvvejs med bogen, og måtte bare vide, hvad der skete og hvem hovedpersonen jager - for Grangé har det med at have de underfundigste slutninger på sine romaner, hvilket bare gør bøgerne endnu bedre!!
Hvis man vil starte et sted i Grangés forfatterskab, kan Dødspagten være et godt sted at starte. Ellers kan man begynde et vilkårligt sted, da hans bøger er selvstændige historier med selvstændige hovedepersoner.
Ditte Rasmussen, bibliotekar
