Efter at have tygget mig igennem godt 900 siders helvede, sidder jeg fuldstændig tom tilbage. De velvillige malker al energi ud af kroppen, og efterlader én med flere spørgsmål end svar.Historien er i al sin enkelhed (!) historien om 2. Verdenskrig oplevet gennem SS-officer Max Aues blå, blå øjne. Han er Obersturmbahnführer, og som uddannet jurist får han til opgave at afgive meldinger om og forslag til forbedringer af den såkaldte Einsatz forskellige steder i Østeuropa og Rusland. Einsatz-grupperne havde til opgave at indfange og henrette jøder, handicappede, sigøjnere og i sidste ende vel også den lokale befolkning.
Det gør de med stor entusiasme, uden dog at være alt for effektive i starten. Det viste sig nemlig, at bortskaffelsen af så store befolkningsgrupper gav anledning til mange problemer. Først et stykke inde i 1942 havde blandt andet Eichmann (ham der senere blev fanget i Argentina og hængt i Israel) udviklet en metode, som sikrede størst mulig effektivitet og besparende foranstaltninger, nemlig Auschwitz og de andre dødslejre.
Historien er fortalt efter krigen, da Aue sidder i et eksil i Frankrig, hvor han slår sig ned efter krigens kaos. Hans erindringers detaljerede og grusomme skildringer er der absolut intet angrende over. Snarere mener Aue blot, at han dels har gjort sin pligt og fulgte ordrer (han er overbevist nationalsocialist og det var altid deres ”undskyldning”), og dels at han blot var uheldig med, at han blev udvalgt til at overvære bestialiteten. For som han sluttelig siger: "Hvis I er født i et land eller i en tid, hvor ikke alene ingen kommer og dræber jeres kone, jeres børn, men hvor ingen heller beder jer om at dræbe andres koner og børn, så pris Gud og gå i fred. Men hold jer altid dette for øje: Måske I er heldigere end jeg, men I er ikke bedre"
Det er et makabert udsagn og måske har han ret!
Jørn Lybech, Bibliotekar
Lån bogen på Holstebro Bibliotekerne >>
