mandag den 11. februar 2008

Savner du noget sne og kulde?

Vinteren er over os... sådan da. Man kunne måske ønske sig lidt mere sne, så man med god samvittighed kan mure sig inde med en god roman under et varmt tæppe og med stearinlysene tændt. Uanset vejret så giver vi her lidt inspiration til gode romaner i den mørke vintertid, alle med sne som et koldt element.

"Airport af guld" - af Arthur Hailey
Dramatisk beretning om en lufthavn i Illinois en enkelt aften, da det hele tårner sig op: snestorm, en gal bombemand, lufthavnschefens familieproblemer og en blokeret landingsbane.

"Blackhawk" - af Grete Roulund
Psykologisk spændingsroman om to mænd i en snefyldt ødemark, i kamp mod vejret, indianerne og tiden, da den ene bliver smittet med hundegalskab.

"Farligt begær" - af Sandra Brown
Krimi. Under et dramatisk uvejr sner Lilly inde i sin bjerghytte med Ben, som hun har kørt ned. Han er på sporet af en seriemorder, men eftersøgningsholdet mistænker Ben for mordene, så alle er på vagt.

"Frøken Smillas fornemmelse for sne" - af Peter Høeg
Rigt facetteret spændingsroman om en grønlandsk-dansk kvindes forsøg på at afsløre den forbryderiske baggrund for en lille grønlandsk drengs død i København.

"Mord i Præstegården" - af Jill McGown
Kriminalroman. Lloyd og Hill kaldes til en landsby, der isoleres af snevejret, mens de opklarer mordet på præstens svigersøn, der gentagne gange har været voldelig mod sin kone.

Når tobakken gror af Ole E. Christensen
Mens det besatte Danmark i vinteren 1942 var lammet af sne og frost, hjælper Johan på 14 år til med at skjule en såret engelsk krigsflyver i en lille jysk stationsby.

Simos passion af Annette Lindegaard
Efter 14 års samliv med den i stigende grad psykotiske Simo flygtede Cecilia, men nu er han død, og Cecilia opsøger den sidste der så ham i live, Will Haze, i Canadas snedækkede ødemark.

Sne af Orhan Pamuk
Den tyrkiske eksildigter Ka rejser til byen Kars i det nordlige Tyrkiet, samtidig med at en afdanket skuespiller og en fordrukken officer under dække af en snestorm anstalter et lokalt militærkup.

Sne vil falde på sne som faldt af Levi Henriksen
Dan Kaspersen tager til hjembyen Skogli, da han er kommet ud af fængslet. Broderen Jakob skal begraves. Begik han selvmord? Dan begynder at grave i fortiden, og får måske helet sårene.

Sneet inde af Ken Follett
Spændingsroman. Et planlagt indbrud mod en medicinalfabrik i Skotland, der skal skaffe dødelige antistoffer til terrorister, besværliggøres af en voldsom snestorm, der hæmmer både forbrydere og forfølgere.

Snemanden af Jo Nesbø
Krimi. Vicekommisær Harry Hole får et anonymt brev om, at en seriemorder er på spil. En række mord og forsvindinger får overbevist politiet om, at en seriemorder ganske rigtigt er i gang, og Harry Hole går i gang med at løse den komplicerede sag.

Ulvevinter af Clare Francis
I et isnende norsk snelandskab optrævler major Halvard Starheim en sag i efterretningsvæsenet, som angår ham både professionelt og personligt, og som har sit udspring i krigen femten år tidligere.