torsdag den 19. juni 2008

Drømmenes fallit!!

LANGT UDE eller Drop City som den hedder på engelsk er en fabelagtig historie om et kollektiv i Californien i begyndelsen af 1970erne. Norm Sender har arvet en ældre farm i det nordlige Californien, og beslutter sig for at skabe det ultimative psykedeliske og for Guds skyld helt frie samfund - Drop City - hvor alle kan komme og blive en del af fremtiden.

Men drømme har det med at briste og stedet gå stille og roligt til i stofeksperimenter og løssluppent sex. Pigerne må ikke sige nej, for så er de nogle borgerdyr bundet af det materialistiske samfunds normer. Snart gider ingen lave noget af ”det kedelige”, som at lave mad, tømme lokummerne og dyrke grønsagerne. Så da myndighederne griber ind pga. alskens ulovligheder er der kun ét at gøre – Go to Alaska. For i Alaska kan man endelig være fri for myndighedernes indblanding, og maden går frit rundt i skoven i form af bjørne og elge – der er masser af laks i floden. Her følger vi de enkelte kollektivister, især pigen Star og fyren Marco, som faktisk forsøger at leve op til drømmene om det frie liv i Guds frie natur.

Som naboer til Drop City Nord har de Sess Harder, den ægte pioner der lever af sin jord, fiskeri og de dyr, han kan få ram på. Han har netop giftet sig med Pamela, da kollektivet slår sig ned. Pamela er træt af bylivet, og vil "leve fra dag til dag, arbejde hårdt og tage det, som naturen tilbyder", siger hun til Star. Samtidigt understreger hun, at selv om de to har meget tilfælles, så kan hun ikke se, hvad det at leve i pagt med naturen har at gøre med "ansigtsbemaling, lsd eller trompetbukser”. Galt går det, for galt må det gå, når storbymennesker forsøger at lege Dave Crockett.

Med Langt ude får du måske forklaringen på, at så mange smukke drømme er endt i et sandt mareridt. Forfatteren er en af mine yndlingsforfattere, nemlig TC Boyle, som har skrevet et utal af gode bøger. Og denne er slet ikke den ringeste!

Jørn Lybech, Holstebro Bibliotek

Lån bogen på Holstebro Bibliotekerne >>

onsdag den 4. juni 2008

GOOOAAAALLLL

I Østrig og Schweiz kæmper Europas bedste fodboldlandshold i juni måned om Europamesterskabet.

Her er en række bøger om fodbold og fodbold EM:

Alt om fodbold / Steen Ankerdal (red.)
Opslagsværk om verdens største sport. Facts, forklaringer, anekdoter, portrætter, finurligheder om det spil, der spilles og fortolkes, forstås og misforstås verden over

Fodbold set fra månen : en antologi om fodbold
Fortællinger, essays og personlige beretninger om fodbold som kunst, fællesskab og livsytring, men også om de skygger, som berømmelsen, professionaliseringen og hooliganismen kaster over foldboldens virkelighed

Hansen, Jørn (f. 1950): Fodbold : en kort verdenshistorie
Bred kulturhistorisk vinkel og beskriver sportens oprindelse ligefra ilde set folkesport i England, til fodboldens plads i dagens globale eventkultur

Høyer Hansen, Per: Europa-mestrene : Fodbold-EM 1960-96
Om Fodbold-EM fra det første mesterskab i 1960 til EM i England 1996

Høyer Hansen, Per: Europamester Danmark : den danske vej til EM-titlen
Fortællingen om Danmarks EM-triumf i Sverige i 1992

Marie Phillips: Når guder er værst

Da verden får en ny helt (alt det der med Jesus…) varsler det svære tider for de græske guder. Ingen tror på dem mere og deres popularitet er hurtigt dalende. De bliver smidt ud af Olympen og må tage ophold i et billigt faldefærdigt hus i det nordlige London.

I flere århundreder holder guderne til der og i starten af det 21. århundrede ser deres situationen stadig håbløs ud. Afrodite lever af at sælge telefonsex, Artemis er hundelufter og Apollon optræder som synsk græker iført toga i et dårligt tv-show. Guderne lever et usselt liv og skyr ingen midler for at være nedrige over for mennesker og også indbyrdes mellem guderne, bliver der kæmpet ondskabsfulde kampe.

Men da Afrodite planlægger en grov hævn mod Apollon sker der ting og sager. For planen kommer til at involvere en universitetsuddannet rengøringshjælp og en genert og nørdet bygningsingeniør som vender op og ned på gudernes liv.

Ideen med de græske guder i storbyen er fjollet, mærkelig og helt genial. "Når guder er værst" er velskrevet, vittig og meget, meget morsom.

Louise Dam Mortensen
Bibliotekar