mandag den 11. maj 2009

Den hvide/sorte mands byrde

Thomas og Cathrine er taget på ferie på en unavngiven tropeø i Caribien for at finde hinanden igen. Den etårige datter er med, mens sønnen Adam på 13 er blevet hjemme, fordi han hellere vil synge i kor med bedsteveninden.

Strandene er skønne, udsigten fra den lejede villa fantastisk, men lokalbefolkningen er knap så venlige, som parret kunne ønske sig. Idyllen i ægteskabet er svindende og egentlig ret uigennemskuelig. Hvad er der galt med kærligheden, og hvorfor går de ved siden af hinanden i stedet for at gå sammen?

Thomas opdager kort inde i opholdet en sort strandgæst som iagttager og filmer Cathrine, mens hun ammer, og han bliver rasende. Det udvikler sig sært uheldsvanger, og man fornemmer et truende sammenbrud forude. Da de senere kommer hjem til villaen, er Cathrines kommentar: »Det var da godt, der endelig skete noget«, hvortil han svarer: »Nu behøver der ikke ske mere«. Men det gør der, og efter et tåbeligt, misforstået og egentlig ret banalt mord skifter romanfokus helt fra parret til den myrdede sorte mand ”White Man”, som han kaldes på øen. ”White Man” er præsidentens søn, og det er ikke godt! Senere igen skifter fokus elegant videre til ”White Mans” engelske, hvide og lidt ældre elskerinde.

"White Man" er en flot roman, hvor den store og lille historie på fremragende vis griber ind i hinanden. Den tragiske skæbne, der rammer ”White Man” er både en følge af den historiske og politiske udvikling og et resultat af uheldige tilfældigheder, sat i gang af turister som intet forstår. Instruktøren (det fornægter sig ikke) Sara Johnsen er imponerende stilsikker i sin romandebut! Der er vidvinkel for alle pengene! Smukt!

Anmeldt af Jørn Lybech, bibliotekar