mandag den 19. november 2007

Hvad foregår der inde i hovedet på en helt almindelig mand?

Mens der de seneste år er kommet rigtig mange såkaldt Chick litt-bøger, er der kommet få som omhandler yngre mænds drømme og fantasier. Det råder Chad Kultgen nu bod på med denne hurtigt læste sag, som vel må betegnes som rendyrket Dick litt.

En helt almindelig han handler kun om tre ting, nemlig sex, sex og sex! Nu vil jeg ikke betegne mig som et helt almindelig han, men dog en ret gennemsnitlig én af slagsen, og heldigvis foregår der også andet i mit hoved end fantasier om sex. Det gør der ikke i Chads hoved.

Han har et ikke nærmere omtalt job, nogle forskellige lidt ligegyldige venner og en kæreste som hedder Casey. Hun er måske OK - men har en lidt for stor røv og for små bryster - og så vil hun gerne giftes. Det skræmmer livet af Chad, for han hader forpligtelser, hvorfor han beslutter sig for at gøre det forbi med Casey. Hans formål med livet er nemlig primært at kneppe/blive kneppet, eller i hvert fald at forestille sig at kneppe de piger, som han træffer, når han køber ind, går til fest eller bare ser på gaden.

Efter min mening har Chad imidlertid et megastort problem med sit liv: Han keder sig - og det er måske derfor jeg holdt ud gennem alle 250 sider. For der måtte ligesom være noget mere. Det var der bare ikke.

Kultgen er god til at beskrive alle former for sex, men kærlighed som må være første forudsætning for god sex, har han det vanskeligt med. Meget interessant hvis man(d) ønsker at læse en sæd(e)skildring om andre af nutidens rodløse unge mænds liv og fantasier. Kvinder vil formentlig lægge den fra sig efter få sider!

Jørn Lybech, Holstebro Bibliotek

Lån bogen på Holstebro Bibliotekerne >>

mandag den 5. november 2007

Hyggeligt gensyn med Barbaroux

- i det sydfranske. Og selv om jeg ikke befandt mig der, var det som at komme tilbage dertil.

Slagteren Barbaroux lever i bedste velgående, har sit iltre franske temperament i behold og har stadig blik for de skønne kvinder.

I den provencalske landsby har den nye borgmester sat gang i byforskønnelse af byens torv, men de larmende maskiner og udgravningerne forhindrer både handelsliv og boule-spil. Dette medfører oprør og demonstrationer fra en del af byboerne, mens andre støtter borgmesterens indsats for byudvikling.

Samtidig med uroen i byen forsvinder en ung mand, som er på besøg. Barbaroux aner en sammenhæng med den unge mands forsvinden, da byens kildesøger får en stærk fornemmelse af et mord.

Erik Poupliers historie er som ventet letflydende, godt krydret med sydfransk charme, temperament og en vis portion jalousi.

Birthe Werge, Holstebro Bibliotek og Bogbussen

Lån bogen på Holstebro Bibliotekerne >>