fredag den 21. august 2009

På ravnens vinger

Martin Jensen er en dreven fortæller, som med sin ”Eske Litle-serie”, ”Frit gennem Jylland” og ”Soldaterhoren” har holdt en høj standard indenfor den historiske genre. Nu har han begået en fabelagtig velskrevet historie - Ravneflugt - om drengen Skramme som får spydnavnet Hrafn, og som senere kommer til at tjene både Frankerlandets og Thüringens konger i årene 528-537.

Historien tager sig udgangspunkt i kongsgården ved Lejre, som bliver erobret af svenskerkongen ved lusk og forræderi. Hrafn stikker sammen med en flok halvvoksne knægte, der var under optræning til spydkæmpere, af mod syd for at undgå at falde i svenskernes hænder.

På vejen gennem Sydsjælland og ned over øerne må de kæmpe sig frem med sværd i hånd, og når slutteligen frem til det nordtyske område, hvor de melder sig i den thüringske konge sold. Bogen er fyldt med drabelig slag, voldsomme kampscener og barske voldtægter af de forsvarsløse kvinder. I det hele taget fylder kvinderne er del i historien. Deres skæbne er ikke altid lige munter.

Hrafn og hans krigskammerater ender som store krigere med jord og magt. Hele tiden ligger det dog i kortene, at han skal hjem for at tage kampen op med de svenske misdædere i det danske rige. Samtidig er Ravneflugt også en skildring af det begyndende skisma mellem de nordiske guder, hvor Hrafn sværger til Odin, mens den kristne blide gud vinder indpas i det tyske.

Bogen er en rigtig god og spændende røverhistorie. Forfatteren har gjort hvad han kan for at gøre den så realistisk som muligt, og det er lykkes over al forventning. Slug den! Det gjorde jeg.

Jørn Lybech, Bibliotekar

mandag den 17. august 2009

Offer af S. J. Bolton

Tora Hamilton er læge, nygift og netop flyttet til de afsidesliggende Shetlandsøer. En blæsende og regnfuld eftermiddag gør hun et frygteligt fund. Liget af en ung kvinde er blevet begravet på Toras mark. Kvindens bryst er blevet åbnet og hjertet brutalt fjernet....

Så er rammen sat for en rigtig spændende krimi, hvor ingen er til at stole på!

Jeg læser ikke forfærdelige mange krimier, og hvis jeg gør, så er det ikke nogle bestemte genre eller typer jeg foretrækker. Jeg vil underholdes og have et plot der ikke lige lader sig gennemskue efter de første par sider. Og det fik jeg med denne krimi.

Sproget er let og og man sættes ikke bag om dansen med uforklarlige hændelser eller begreber. Og så passer hovedepersonen, Tora, lige til mit temperament: Hun er ikke superkvinde, men har stadig ben i næsen til, at hun ikke vil finde sig at blive afvist som et forvirrede kvindemenneske.

Både mænd og kvinder kan læse denne krimi, og jeg vil varmt anbefale den til alle med hang til spænding og gode plots!

Ditte Rasmussen, bibliotekar

tirsdag den 11. august 2009

De (alt for) velvillige!

Efter at have tygget mig igennem godt 900 siders helvede, sidder jeg fuldstændig tom tilbage. De velvillige malker al energi ud af kroppen, og efterlader én med flere spørgsmål end svar.

Historien er i al sin enkelhed (!) historien om 2. Verdenskrig oplevet gennem SS-officer Max Aues blå, blå øjne. Han er Obersturmbahnführer, og som uddannet jurist får han til opgave at afgive meldinger om og forslag til forbedringer af den såkaldte Einsatz forskellige steder i Østeuropa og Rusland. Einsatz-grupperne havde til opgave at indfange og henrette jøder, handicappede, sigøjnere og i sidste ende vel også den lokale befolkning.

Det gør de med stor entusiasme, uden dog at være alt for effektive i starten. Det viste sig nemlig, at bortskaffelsen af så store befolkningsgrupper gav anledning til mange problemer. Først et stykke inde i 1942 havde blandt andet Eichmann (ham der senere blev fanget i Argentina og hængt i Israel) udviklet en metode, som sikrede størst mulig effektivitet og besparende foranstaltninger, nemlig Auschwitz og de andre dødslejre.

Historien er fortalt efter krigen, da Aue sidder i et eksil i Frankrig, hvor han slår sig ned efter krigens kaos. Hans erindringers detaljerede og grusomme skildringer er der absolut intet angrende over. Snarere mener Aue blot, at han dels har gjort sin pligt og fulgte ordrer (han er overbevist nationalsocialist og det var altid deres ”undskyldning”), og dels at han blot var uheldig med, at han blev udvalgt til at overvære bestialiteten. For som han sluttelig siger: "Hvis I er født i et land eller i en tid, hvor ikke alene ingen kommer og dræber jeres kone, jeres børn, men hvor ingen heller beder jer om at dræbe andres koner og børn, så pris Gud og gå i fred. Men hold jer altid dette for øje: Måske I er heldigere end jeg, men I er ikke bedre"

Det er et makabert udsagn og måske har han ret!

Jørn Lybech, Bibliotekar

Lån bogen på Holstebro Bibliotekerne >>