tirsdag den 26. juni 2007

Skeletter i Mojave-ørkenen

Malstrøm af Michael Connelly

Når man som jeg nyder at slappe af med en god krimi er Michael Connelly altid et godt valg. Han har en fast hovedperson Hieronymos (Harry) Bosch, som man efterhånden kender lige så godt som konen, og han skriver gerne en ny bog hvert år.

Bosch er pensioneret kriminalbetjent fra Los Angeles og bliver af en tidligere nu afdød kollegas kone opfordret til at undersøge et tilsyneladende banalt hjerteanfald, som kostede Terry McCaleb livet.

Samtidig i Mojaveørkenen ankommer FBI-agent Rachel Walling for at undersøge fundet af en massegrav indeholdende de dumpede ofre af 6 forsvundne mænd. Seriemorderen Robert Backus også kaldet Poeten er på spil igen (vi har truffet ham i en tidligere Bosch) og det går ikke stille af. Rachel og Harry danner front mod galningen og spillet er kørende.

Dette er den 9. del i serien som med fordel kan læses i rækkefølge og man føler sig stadig særdeles godt underholdt, så glæd dig – Bosch er i topform og det er Connelly også.

Jørn Lybech
Bibliotekar
Holstebro Bibliotek

Lån bogen på Holstebro Bibliotekerne >>