tirsdag den 1. april 2008

Cormac McCarthy: Vejen

Et amerikansk mareridt: en læsning om en fremtid som ingen kan ønske for sin værste fjender!

Når man som jeg har fundet så stor litterær tilfredsstillelse ved at læse Cormac McCarthys grænselandstrilogi, og også den senere Ikke et land for gamle mænd (som i øvrigt netop er filmatiseret med de glimrende skuespillere Javier Bardem og Tommy Lee Jones i hovedrollerne) så er det næsten ikke til menneskeligt at bære at læse det seneste epos fra forfatteren.

Vejen som den hedder skildrer et dystopisk USA i skyggen af atombombernes hærgen eller rettere 10 år efter. En mand og far er på vej fra det indre af landet ud mod kysten sammen med sin unge søn. Ved kysten håber de at finde andre overlevende og måske også bedre livsbetingelser.

De går gennem et udslukt gråt landskab fyldt med støv, udgåede træer, fugleløse marker og vanvittige mennesker. Undervejs bliver de udsat for alle de forfærdeligste oplevelser – overfald fra udsultede bander, vand- og madmangel, døende mennesker og endnu værre ting. På trods af de mareridtlignende skildringer sluger man historien i en stor mundfuld thi Cormac kan skrive så tårerne hele tiden sidder i øjenkrogene.

Skildringen af den store kærlighed og omsorgsfuldhed som faderen nærer for sønnen (som er hans absolut eneste grund til at leve videre) er hjertegribende og samtidig det håb for fremtiden som trækker hele historien. Læs den!

Jørn Lybech Holstebro bibliotek

Lån "Vejen" på Holstebro Bibliotekerne her>>>