tirsdag den 12. august 2008

Hvem er jeg?

Er man fan af chick-lit genren skal man læse Sophie Kinsella. Hendes bøger hører til i den bedste ende og man er altid garanteret en sød og sjov læseoplevelse, hvor man (desværre) tit kan genkende lidt af sig selv.

I denne nyeste roman fra forfatteren er der tale om en klassisk chick-lit roman i traditionel hyggelig, engelsk stil.

28-årige Lexi vågner op på hospitalet med hukommelsestab og kan ikke huske en eneste ting fra de sidste tre år. Chokeret og forfærdet erfarer hun at verden er gået af lave – der findes en 6. Harry Potter bog og Aniston og Brad er gået fra hinanden!

Men der også lyspunkter. I stedet for skæve tænder og et par kilo for meget er Lexis krop nu yderst trimmet og tænderne er lige og funklende hvide. Accessorize-tasken er udskiftet med en Louis Vuitton og ringfingeren prydes af en stor diamant. Vel er det mærkelig at have en mand, man ikke kan huske. Men når manden nu virker flink, ligner en græsk gud og oven i købet tager en med hjem til en luksuslejlighed, er det måske ikke så slemt.

Lexi begynder sit nye, fremmede liv og hendes kamp for at få hukommelsen tilbage og bevare værdigheden undervejs bliver selvfølgelig yderst pinlig og meget morsomt.

Perfekt til stranden eller en regnvejrsdag på sofaen med en god plade chokolade.

Louise Dam Mortensen, Bibliotekar

Lån bogen på Holstebro Bibliotekerne her >>