mandag den 11. maj 2009

Den hvide/sorte mands byrde

Thomas og Cathrine er taget på ferie på en unavngiven tropeø i Caribien for at finde hinanden igen. Den etårige datter er med, mens sønnen Adam på 13 er blevet hjemme, fordi han hellere vil synge i kor med bedsteveninden.

Strandene er skønne, udsigten fra den lejede villa fantastisk, men lokalbefolkningen er knap så venlige, som parret kunne ønske sig. Idyllen i ægteskabet er svindende og egentlig ret uigennemskuelig. Hvad er der galt med kærligheden, og hvorfor går de ved siden af hinanden i stedet for at gå sammen?

Thomas opdager kort inde i opholdet en sort strandgæst som iagttager og filmer Cathrine, mens hun ammer, og han bliver rasende. Det udvikler sig sært uheldsvanger, og man fornemmer et truende sammenbrud forude. Da de senere kommer hjem til villaen, er Cathrines kommentar: »Det var da godt, der endelig skete noget«, hvortil han svarer: »Nu behøver der ikke ske mere«. Men det gør der, og efter et tåbeligt, misforstået og egentlig ret banalt mord skifter romanfokus helt fra parret til den myrdede sorte mand ”White Man”, som han kaldes på øen. ”White Man” er præsidentens søn, og det er ikke godt! Senere igen skifter fokus elegant videre til ”White Mans” engelske, hvide og lidt ældre elskerinde.

"White Man" er en flot roman, hvor den store og lille historie på fremragende vis griber ind i hinanden. Den tragiske skæbne, der rammer ”White Man” er både en følge af den historiske og politiske udvikling og et resultat af uheldige tilfældigheder, sat i gang af turister som intet forstår. Instruktøren (det fornægter sig ikke) Sara Johnsen er imponerende stilsikker i sin romandebut! Der er vidvinkel for alle pengene! Smukt!

Anmeldt af Jørn Lybech, bibliotekar

En historie fra det virkelige liv


Forfatteren, Kim Fupz Aakeson er måske især kendt for sine filmmanuskripter (bl.a. Den man elsker, Den eneste ene og Dansen), men han er også en ganske habil romanforfatter, hvilket han har bevist med bøger som Mellemvægt og Kommando Villavej.

I Jonna er 54 møder vi Jonna, som er økonom og en ganske hårdhændet pantefoged. En kollega som er flyttemand kan ”læse” personer og han spår Jonna død og ulykke. Jonna tror ikke på den slags, men ikke desto mindre begynder tingene at ramle om hende!

Sønnen Peter er psykisk uligevægtig, men har en sød kæreste, som han skal giftes med. Alligevel forsøger han et halvhjertet selvmord og ryger på den lukkede. Brylluppet aflyses, og samtidig dør Jonnas mor pludselig. Jonna har ikke (haft) et let liv – for lidt kærlighed både som barn og voksen, og nu står hun igen nøgen og uden egentlig netværk. Hun søger febrilsk at holde sammen på både søn og liv, mens hun inderst ind føler sig udsat for noget, som mange mennesker op i årene føler: Forspildte muligheder!

Barndommens traumer med en fordrukken far og en eftergivende mor ligger tungt i lasten, og man føler hele tiden, at hun balancerer på kanten af ragnarok. Men Jonna er ikke en social taber, som bare venter på andres aktion, men derimod en person som handler, og handlet bliver der, så bogen slutter egentlig lettere opmuntrende. En ind imellem knugende historie, men med bid og indhold!

Anmeldt af Jørn Lybech, Bibliotekar