fredag den 19. oktober 2007

Relikvieskrinet som blev væk!

I ”Historiens vogter” er der smæk for skillingen og en historie som fænger umiddelbart fra starten.

Med tætte mindelser om Da Vinci-mysteriet og Rosens navn har Peter Griffin bevæget sig ind i velkendt farvande. I et parallelt handlingsforløb mellem 1200-tallets korstogstid og nutidens England formår han at binde en fascinerende ende på to yderst spændende historier.

Kong John er i 1215 en temmelig ugleset konge blandt især herremændene, som for manges vedkommende stammede fra Frankrig. I et forsøg på at spille dem ud imod den herskende og meget magtfulde katolske pavekirke, lover han at arbejde for begge parters interesse. I virkeligheden ønskede han at mele sin egen ret uspiselige kage.
Resultatet blev det navnkundige lovkompleks Magna Carta, der langt op i middelalderen spillede en stor rolle politisk i England.

Men optakten er i virkeligheden et relikvieskrin, John har hørt om under sit korstog til Akko i 1214. Skrinet indeholder en vis legemsdel fra Kristi legeme! Kong John har bedt sin forholdsvis tro væbner Garreth af Pershore om at skaffe skrinet med alle til rådighed stående midler. Og det gør han så på en ret snedig måde.

Denne historie bliver nu flettet ind nulevende Tom Kingsleys liv. Han er ansat i et auktionshus, og under en efterforskning af nogle indkomne materialer til en auktion bliver han opmærksom på en tildragelse, som knytter sig til Garreth af Pershore, og så er spillet kørende.

De to historier bliver fortalt på en levende og engagerende måde, og jeg følte mig næsten lige så godt underholdt, som da jeg læste Rosens navn. Og det er en rigtig god anbefaling!

Jørn Lybech, Holstebro Bibliotek

Lån bogen på Holstebro Bibliotekerne >>