mandag den 9. marts 2009

Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?

Maise Njor er nok bedst kendt som klummeskribent for Eurowoman, hvor hun ofte tager udgangspunkt i sig selv og sin hverdag.

I ”Du ser træt ud…” fortæller hun om sig selv og sit behov for at snakke nonstop, om barndomsminder fra Espergærde, over funderinger over chefers dansetalent til regelrette visioner for en ny feminisme. Alle disse tanker er tidligere offentliggjort i Eurowoman, som klummer.

Hvis man kunne lide at læse Michael Laudrups tænder: en korrespondance, så kan man også lide denne. Stilen er helt den samme, man genkender straks Maise Njors pen.

Personligt følte jeg mig mest underholdt i første halvdel af bogen, men det gør den ikke mindre morsom og hurtig at læse. Hvis regnen regner oppe på taget og du ikke har lyst til at danse regnedans for at få det til at holde op, så vil jeg anbefale du i stedet sætter dig i sofaen med det bedste slumretæppe, du kan finde, og så læs Maise Njors bog!

Så glemmer du, at det regner, og du kommer igennem dagen med et smil! - Og måske lettere mavekramper, fordi du bare må le højt.

Ditte Rasmussen, bibliotekar

Lån bogen på Holstebro Bibliotekerne >>