mandag den 19. april 2010

Indtryk fra Krimimessen # 1

Det var i år anden gang jeg deltog i Krimimessen. Sidste år var for egen regning, mens jeg var afsted for Holstebro Bibliotek i år.

Generelt synes jeg at Krimimessen er langt mere overskuelig og derfor egentlig også meget brugbar end Bogmessen. Man får meget mere kontakt med forfatterne og de er også langt nemmere at høre end på Bogmessen. Bogmessen er efter min ringe mening blevet alt for voldsom!

Camilla Winther Kratuberger og jeg valgte at dele dagen op så vi ikke overlappede for meget.

Lotte Garbers var årets indleder i Snedkeriet da kulturministeren havde valgt messen fra. Carina skulle ha indledt men hun var jo blevet gået. Lotte Garbers var i fin form og gjorde rede for krimiens nuværende stade i litteraturen. Hun mente at krimigenren var med til at sikre litteraturens folkelighed!

Derefter gik Henning Mortensen - forfatter til en lang række eksperimenterende krimier og skønlitteratur og netop aktuel med Det blanke vand som omhandler det velhavende ægtepar Seeman i fra Furesø-egnen. Han har dermed forladt Sondrup området ved Horsens hvor han plejer at slå sine folder (mord!). Mortensen var oppe på beatet og det var et fint interview. Han kan iøvrigt anbefales hvis man vil have krimier som indeholder såvel mord som humor!

Derefter flyttede jeg mig ned til Trykkeriet for at høre slutningen af Anton Koch Nielsens gennemgang af årets danske krimier. Det gør han bare supergodt! Han har sin helt egen stil, har været med til at oprette det danske krimiakademi og du kan læse meget mere af hans gennemgange her: http://www.kochskrimier.dk/

Hurtigt tilbage til Snedkeriet for at høre Susanne Staun (og hendes udvalgte "bogholder" Lotte Garbers). Staun er en meget særpræget krimiforfatter og hendes serie om Fanny Fiske er meget underlig! men også ret morsom. Hendes indlæg på dette års messe var lidt overgearet og kom til at handle om hele Fanny Fiske-serien og næsten ikke om den nyeste: Før jeg dør. Fanny Fiske var i mange år en effektiv profiler, der kunne læse meget om morderen ved at studere detaljerne i drabssagerne. Nu er hun ufrivilligt blevet pensionist, og hun kæmper stadig hårdere for at bevare sit ungdommelige udseende, undertrykke de ubønhørlige furer fra årenes gang og fortsat fremstå som en lækker sild! Det kræver at hun kan overtale sin stadig mere modstræbende kirurg til at udføre nok en ansigtsløftning. Men Fanny bider fra sig – livet ville ikke være værd at leve uden smækre unge mænd. Og hvis hun skal hive sådan en i land, skal hun ikke ligne fandens oldemor. Fanny Fiske er nok mest til de lidt mere specielle krimilæsere!

I løb tilbage til Trykkeriet for at høre Bo Tao Michaelis interviewe Peter Robinson som er en af mine store favoritter! Han er egentlig fra Yorkshire men bor nu i Canada! Hans serie om Alan Banks og kollegaen Annie Cabbott er noget af det bedste og mest gedigne krimistof man kan få fat i øjeblikket. Peter Robinson var i udsædvanlig fin form og Bo Tao så ivrig at han kom til at stamme - af begejstring. De kom blandt andet ind på det problem som forsinkelser spiller i forbindelse med oversættelser af Robinsons bøger. Den seneste der er oversat: En personlig sag er egentlig fra 2004-5 og temaet er trafficking. Da han skrev det var det stadig i nyhedens interesse mens det nu 5 år efter er ret fortærsket (hvis et så barsk tema kan blive fortærsket). Man kan kun ønske at forlaget bliver bedre til vær up to date. Men uanset at bogen er fra 2005 skal jeg bestemt ha den læst. Banks er en spændende hovedperson og måske får han endelig fat på Annie Cabbott - det fortjener de begge!

Derefter var der frokostpause og interview med Mette Grith Sørensen. Maden var elendig men interviewet gik fint. Resultatet kan ses i Dagbladet.

Venlig hilsen
Jørn Lybech